“Mellem Flintholm og Husum begyndte han at gå amok” 

Af Malou Frejdahl Marker

“Jeg slår dig ihjel, mand!”  

Aggressivt gentages truslen igen og igen og overdøver baggrundsstøjen fra toget. 

En psykisk syg mand befinder sig ombord på C-toget mod Frederikssund. En del andre passagerer har taget plads på togets blågrønne sæder. På ét af dem sidder 19-årige Simon Lorey Kjærsgaard.  

Episoden udspillede sig i en togvogn som denne. Foto: Malou Marker 

Et hvidt hospitalshåndklæde med blå striber hænger over hans skuldre. Den ældre mand bevæger sig op og ned igennem togvognen med en papvin i den ene hånd.  Den anden former en knytnæve, som han langer ud efter de øvrige passagerer med.  

I begyndelsen stjæler Simons mobil og musikken i høretelefonerne hans opmærksomhed. 

“Jeg opdager det faktisk ikke rigtigt til at starte med, men da jeg kigger til siden, står han helt oppe i ansigtet på nogle af de andre og slår ud efter dem og råber ad dem,” siger han. “Jeg begynder at få helt sindssyg hjertebanken. Min krop går med det samme i alarmberedskab.” 

Den psykisk syge mand får ikke gjort alvor af sine trusler, og når til Simons lettelse at stå af et stop før ham selv.  

“Han var fuldstændig utilregnelig, så jeg skulle ikke nyde noget af at stå af samme sted som ham,” siger han.  

Episoden har ikke haft langsigtede konsekvenser for Simon eller hans brug af S-toget, men det var en oplevelse, som sad i kroppen efterfølgende.  

“Jeg sad med en virkelig dårlig følelse i maven lige efter, fordi det selvfølgelig er ubehageligt at være til stede i sådan en situation.” 

Tryghedstelefonen 

Initiativerne i regeringens tryghedspakke skal reducere utrygheden blandt passagererne. Ét af de initiativer er Tryghedstelefonen hos DSB, man kan ringe til i utrygge situationer. 

Den aften i november tæt på midnat mellem Flintholm Station og Husum Station kunne bevidsthed om Tryghedstelefonen have været nyttig for Simon. 

“Jeg vidste ikke, at der fandtes en tryghedstelefon, men den havde da helt sikkert givet mig ro i maven.”